De enkelte klasser havde mange ideer og indtryk, da vejlederne besøgte dem første gang. Børnene havde gjort sig mange tanker om selve lydbilledet til malerierne, og nogle havde ligefrem en historie, de kunne koble på. Efter en snak med vejlederne valgte børnene selv hvilke elementer på malerierne, de ville arbejde med og gik derpå ud i grupper. Her kom børnene med forslag til hvilke lyde, der passede til hvilke instrumenter, og andre opførte små teaterstykker. Vejlederne hjalp til i grupperne men forsøgte hele vejen igennem at bestemme så lidt som muligt. Deres rolle var mere at sætte skub i børnenes fantasi og hjælpe med at strukturere deres ideer. Efterhånden blev der dannet en masse små kompositioner, som vejlederne hjalp med at sætte sammen til én stor komposition. Børnene kom også her med ideer til opbygningen af musikken, og vejlederne finpudsede så resultaterne, f.eks. gennem snak om dynamik og indsatser. Nogle klasser opførte samtidig et lille teaterstykke sideløbende med musikken. Det vigtigste hele vejen igennem var, at det var børnenes musik.
Hvordan komponerer man musik til billeder?
Den typiske måde man arbejdede med et maleri på var dels at lade sig fylde op af hele billedets grundstemning, dels at udvælge den detalje i billedet, der havde fascineret mest. I en gruppe, der arbejdede med Sofastykke, var det de mange fugle, der kom i fokus. Lyden af fugle i et bjerglandskab! Fuglelydene blev lavet af hovedstykket på en blokfløjte med mulighed for at modulere lyden ved at holde fingrene over labiet. Men hvordan skulle man lave bjerglandskabet, og hvordan skulle man strukturere disse - mildest talt - frodige fuglelyde? Ganske nærliggende: ekkoer! Først lidt snak om, hvad ekkoer er: forsinket lyd, forsinket lyd i flere "etager", der ikke blot bliver svagere for hver gang, men - og det er en vigtig detalje: også skiftende klang. Der kunne nu arbejdes med en struktur, hvor disse forsinkelser og klangmodulationer var i fokus. Ved opførelsen i den store mørke og forladte hal viste det sig så heldigt, at et par af de andre grupper anvendte elektronisk forstærkning og rumklang på deres stykker. Det blev udnyttet: mens publikum stod i den trange korridor og så et lysbillede af Sofastykke, kom der et væld af smukke genklange fra de tre blokfløjtespillere, der dels fysisk stod langt væk fra hinanden, dels var elektronisk forstærket og dels lod denne klang spille med mod hallens enorme teglvægge.